Beatles i Kirken
Lind Kirke, Herning · 150 kr.
Koncertfortællingen "Beatles i kirken" tager udgangspunkt i februar 1968, da The Beatles rejste til Indien - ikke for at spille koncerter, men for at meditere og lære af guruen Maharishi Mahesh Yogi. Interessen for det spirituelle og tilværelsens store spørgsmål drev især John Lennon og George Harrison, men alle fire tog noget med hjem, og opholdet satte gang i en af gruppens mest produktive perioder som sangskrivere.
Repertoiret rummer sange, der direkte udsprang af Indien-opholdet: George Harrisons "While My Guitar Gently Weeps", Paul McCartneys "Mother Nature's Son", Ringo Starrs "Don't Pass Me By" og John Lennons "Jealous Guy" - der oprindeligt hed "Child of Nature". Hertil kommer "Across The Universe" (Lennon/McCartney), som med linjen "Jai Guru Deva" hylder den indiske guru. Programmet indeholder også sange fra andre perioder, bl.a. "In My Life", "Eleanor Rigby", "Dr. Robert" og "Can't Buy Me Love", samt solosange som McCartneys "My Valentine" (2012) og Lennons "Grow Old With Me" (1980).
Bag forestillingen står den samme kvartet, der de seneste år har turneret med koncertfortællinger om Johnny Cash og Leonard Cohen: Karsten Holm (vokal, guitar), Bjørn "Bønne" Petersen (bas, kor), Knud Erik "Fuddi" Steengaard (violin, bratsch, mandolin, kor) og Martin Blom (guitar, kor).
Line-up
-
Karsten Holm
-
Bjørn "Bønne" Petersen
-
Knud Erik "Fuddi" Steengaard
- Martin Blom











