Gud, regnbue og fædreland
Hovedbiblioteket, Aarhus · 225 kr.
Kristen. Muslim. Homo. Palæstinenser. Vestjyde. Ægteparret Mahmoud-Æbelø bærer mange mærkater, og ifølge store dele af den polariserede offentlige debat burde de ikke kunne leve under samme tag. Men det har de gjort i ti år.
Andreas og Abdel fortæller om, hvordan man får tilsyneladende uforenelige verdener til at mødes - med familien, livssynet og selvrespekten intakt. Med retorikerens og journalistens værktøjskasse berører de aktuelle temaer som mangfoldighed, krænkelser, identitetsdebat og ligestilling, og de inviterer publikum ind i en samtale om, hvordan vi hver især kan bidrage til sameksistens der, hvor vi er.
Abdel Aziz Mahmoud er journalist med en lang karriere på DR som redaktør og tv- og radiovært, tidligere udviklingsredaktør på Nordisk Film TV og forfatter. Han har modtaget en række priser, herunder Årets TV-Vært (TV Prisen), Årets kommunikatør (K-Forum), Læsernes Bogpris (Berlingske og Bibliotekerne), Årets samtale (Prix Audio), Årets LGBT-person og Rainbow Awards. Andreas Gylling Æbelø er ledelsesrådgiver, foredragsholder og medforfatter på bestsellerbogen De Fortabte Sønner.
Arrangementet finder sted i Store Sal.











