Tine Høeg
Biblioteket Sønderborg, Sønderborg
Forfattersamtale med Tine Høeg om romanen "Ultramarin", hvor hun er i dialog med Line Kveiborg.
"Ultramarin" er Tine Høegs fjerde roman, udgivet i 2025, og den har fået strålende anmeldelser i danske medier. Romanen følger billedkunstneren Dagny Gudmundsen, der efter sin barsel får til opgave at skabe et værk til det naturhistoriske kunstmuseum GAIA. Her støder hun på et ældre værk af kunstneren Valdis Grabner, som trækker hende ind i Grabners historie - og tilbage til sin egen fortid og et intenst venskab med den viltre Silva Berngard fra studietiden. Romanen kredser om skabelsens kraft, venskab, kunst, forelskelse, moderskab og kvindelige erfaringer på tværs af generationer, skrevet i Høegs karakteristiske poetiske prosa med humor.
Tine Høeg debuterede med "Nye rejsende", der indbragte hende Bogforums Debutantpris, og modtog siden Edvard P. Prisen for "Tour De Chambre". Begge bøger blev opsat på Det Kongelige Teater. Romanen "SULT" blev filmatiseret til Netflix i 2025 under titlen "A Copenhagen Love Story".
Arrangementet finder sted i Salen, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg.











