Glières harpekoncert og Tjajkovskij
Koncertsalen Alsion, Sønderborg
Harpen har i årtusinder været forbundet med bardesang og engle - og med en klang, der på én gang er melodisk, harmonisk og rytmisk. Aftenens solist er Anneleen Lenaerts, soloharpenist i Wienerfilharmonikerne, der fremfører det, der regnes for harpekoncerternes kronjuvel: Glières Harpekoncert fra 1938.
Glière skrev koncerten midt i Sovjettiden, hvor styret krævede nationalistisk og tilgængelig musik, og den blev straks modtaget som et folkeligt solistværk - her optræder harpen både som poetisk fortæller og fuldblods virtuos.
Anden del af aftenen tilhører Tjajkovskijs 5. symfoni fra 1888, komponeret under en periode med personlige og følelsesmæssige kriser. Den kredser om skæbne og dramatik, men ender i en stor, lysende sejr.
På podiet står den georgiske dirigent Mirian Khukhunaishvili, om hvem Berliner Morgenpost har skrevet: "Khukhunaishvili havde præcis den rigtige blanding af præcision, betoning og fremhævelse lige ved hånden."
Program: L.v. Beethoven: Coriolan - R. Glière: Harpekoncert - P.I. Tjajkovskij: Symfoni nr. 5











