TROR JEG NOK
Teater Momentum, Odense · 220 kr.
Jakob Svendsen tror - på sig selv, på Gud og på tandlægen. Han tvivler også - på sig selv, på Gud, men aldrig på tandlægen.
I Tror jeg nok tager Jakob publikum med på en kærlig og selvironisk rejse gennem det, som tro og tvivl har gjort ved ham. Fra barndommes første "jeg er anderledes"-øjeblikke over en livsklog teenager og tiende-betaling til voksenlivets madplaner, tanker om døden og vedvarende spørgsmål til en Gud, han alligevel ikke kan lade være med at tro på.
Det er hverken en prædiken eller et forsvar for kristendommen, men et energisk comedy-show fra hverdagens kaos - der hvor fælleskalenderen er fyldt med tro, håb og smålighed, og hvor det gode, Jakob vil, det gør han ikke, mens det onde, han ikke vil, giver ham en skulderskade.
Showet er for dem, der tror, for dem der tvivler - og for dem, der bare vil grine lidt af det hele.











