Talk: Hvad sker der når vi dør?
Charlottenlund Slot, Charlottenlund · 195 kr.
Talk med Laura Engstrøm & Thure Lindhardt
Ved sin fars dødsleje oplevede journalist og forfatter Laura Engstrøm noget, hun ikke umiddelbart kunne forklare: et lys glimtede ud fra hans ansigt, og kort efter så hun hans afdøde bror. Det spørgsmål, der rejste sig - hvad der egentlig sker, når vi dør - er udgangspunktet for en samtale mellem hende og skuespiller Thure Lindhardt på Charlottenlund Slot d. 31. oktober.
De to undersøger sammen den videnskabelige og kunstneriske forståelse af døden, herunder de oplevelser mange døende rapporterer: syn af afdøde eller en fornemmelse af at bevæge sig mod lyset. Fænomener der tidligere primært fandtes i myter og litteratur, men som nu også optræder i moderne forskning.
Laura Engstrøm (f. 1971) har arbejdet som journalist for flere danske medier og debuterede som forfatter i 2017 med 'Stemmer af Sølv: mit møde med en magisk virkelighed'. Sidste år udkom hendes anden bog, 'Hentet af Lyset', om de særlige oplevelser og syn, folk ved dødslejet beretter om. Thure Lindhardt (f. 1974) har medvirket i en lang række teaterproduktioner, film og tv-serier og har arbejdet med eksistentielle spørgsmål om liv og død - bl.a. ved at udarbejde forslag til ritualer for pårørende på Gødstrup Hospital og ved oplæsninger af 'Højsangen' (2020), 'Prædikerens Bog' (2018) og Grundtvig-forestillingen 'Jeg saa engang et Billede af det Evige' (2022).











