Folkeuniversitetet: Karl Ove Knausgård og verden af i dag
Kolding Bibliotek, Kolding · 0–495 kr.
Dr.phil. og ph.d. i litteratur Benjamin Boysen gennemgår denne lørdag to af Karl Ove Knausgårds hovedværker: 'Min kamp' og 'Morgenstjernen'-serien. Arrangementet er delt i to halvdele og foregår i Salene på Kolding Bibliotek.
Første halvdel er en indføring i 'Min kamp' - det romanværk, der for lidt over ti år siden gav Knausgård sit store skandinaviske og internationale gennembrud. Boysen ser på, hvordan romanen taler ind i en samtid præget af demokrati- og modernitetsskepsis, ekstrem individualisme og eksistentiel rodløshed, og behandler temaer som autenticitetslængsel, familieliv, død og fascinationen af stærkmandsideologi.
Anden halvdel handler om 'Morgenstjernen'-serien, hvor Knausgård forlader den selvbiografiske åbenhed til fordel for et mytisk univers. En ny stjerne på himlen varsler undergang og forvandling, og et bredt persongalleri konfronteres med død, ondskab og det uforklarlige - seriens undersøgelse af menneskets møde med det metafysiske i en tid domineret af rationalitet og videnskabstro.
Arrangementet giver også inspiration til videre læsning på egen hånd.











