Mød videnskabens glemte kvinder
Køge Bibliotek, Køge · 25–50 kr.
I 1952 ramte en voldsom polioepidemi Danmark. Sygdommen hærgede store dele af den vestlige verden, mens forskere arbejdede intensivt på en vaccine - og historien om den kender de fleste som et kapløb mellem Jonas Salk og Albert Sabin.
Bag deres arbejde stod imidlertid en række kvindelige forskere, der aldrig fik kredit for deres bidrag. I den medicinhistoriske graphic novel Matilda-effekten sætter Ann-Louise Bergström navn på fire af dem: Herdis von Magnus, Isabel Morgan, Dorothy Horstmann og Ebba Lund.
Ann-Louise Bergström er humanbiolog med ph.d. i neuroscience og arbejder med grafisk videnskabsformidling. Hendes interesse for historiske epidemier opstod under COVID-19 og førte til beslutningen om at skrive de glemte polio-forskere ind i historien igen. Ved arrangementet fortæller hun om de fire kvinder, om polioepidemien og om graphic novel-genren som redskab til faglig og historisk formidling.
Begrebet "Matilda-effekten" er opkaldt efter kvinderettighedsforkæmperen Matilda J. Gage, der i 1800-tallet dokumenterede, hvordan kvinders videnskabelige arbejde blev tilskrevet mænd. Arrangementet foregår i Studieområdet i stueetagen.











