Gruppeudstilling: IN PROGRESS
Trekanten - Bibliotek og Kulturhus, Aalborg
Kunstnergruppen IN PROGRESS er et arbejdsfællesskab af lokale kunstnere, hvor forskellige praksisser og erfaringer mødes. Udstillingen på Trekanten viser et udsnit af denne løbende udvikling og giver indblik i de kunstneriske retninger, der opstår i mødet mellem mennesker, materialer og idéer.
Gruppen arbejder med linoleumstryk, maleri, akvarel, keramik, objektbaseret kunst og installation. Fælles for værkerne er en interesse for proces, form og personligt udtryk - det intuitive, det håndværksmæssige og det konceptuelle side om side.
Navnet IN PROGRESS peger på en forståelse af både kunsten og mennesket som noget, der altid er i bevægelse. At være kunstner er ikke en fast position, men en vedvarende proces, hvor erfaring, fejl, eksperimenter og erkendelser bliver en del af værket.
Kunstnergruppen holder til i XM3 - rum for samtidskunst i Aalborg Øst. Fernisering er torsdag den 3. september kl. 19:00, og udstillingen kan ses i hele september i Trekantens åbningstid.
Udstillende kunstnere: Jacob Brogaard Larsen, Lone Kjær, Jane Tribler, Jon Tobias Niemi Poulsen, Birthe Bæk Pedersen, Sanne Moe, Ane Vandel Kristensen og Mikael Madsen.











