Fernisering: The Social Life of Dead Bodies X Et Navn, Ikke et Nummer
Nørrebrohallen og Nørrebro Bibliotek, København · Gratis
Ferniseringen starter kl. 18.00 med åbningstale, et glas alkoholfri bobler og en introduktion til udstillingerne og det forskningsfelt, de udspringer fra. Mirko Mattia, kurator og konservator ved CAL og MUSA - LABANOF, Institut for Biomedicinske Videnskaber for Sundhed ved The University of Milan, er inviteret fra Milano til at deltage. Lektor og PI for SOLID-projektet Anja Simonsen samt postdocs Gül Üret og Félicien De Heusch giver derefter en kort introduktion til deres arbejde i det ERC-finansierede projekt SOLID, og forskningsassistent og multimodal antropolog Arendse Reeh præsenterer dele af udstillingens eksperimenterende forskningsformidling, som hun har udviklet i tæt samarbejde med forskergruppen og deltagere fra feltet.
Hvert år ankommer tusindvis af mennesker til Europa som flygtninge. Mange mister livet under migrationen, og vi ved stadig meget lidt om, hvorfor de døde, og hvordan deres død påvirker dem, der bliver tilbage. Det er det udstillingen 'The Social Life of Dead Bodies X Et Navn, Ikke et Nummer' undersøger. Gennem fortællinger, lyd- og videoinstallationer, digte, en rekonstruktion af et skibsvrag samt kort giver udstillingen et indblik i identifikationsarbejdet med de liv, der alt for ofte reduceres til tal i statistikker. Havet tager form i udstillingen som en sanselig påmindelse om de rejser, håb og tab, der knytter sig til Middelhavet.
De to forskningsprojekter SOLID og LABANOF - MUSA forsøger at forstå, hvad det betyder at miste et familiemedlem - eller at leve i uvished om, hvad der er sket med ens kære. Begge projekter er finansieret af Det Europæiske Forskningsråd (ERC).
Udstillingen findes i Nørrebrohallens foyer og på Nørrebro Bibliotek (til højre for hovedindgangen). Åbningstiderne følger Nørrebrohallens åbningstider. Udstillingen løber til den 18. oktober 2026.
Vigtig info: Udstillingen berører sårbare temaer som død og tab. Alle arrangementer foregår på engelsk. Husk høretelefoner og smartphone for at få den fulde oplevelse af udstillingens lydside via QR-koder.
Arrangementer i udstillingsperioden - alle på Nørrebro Bibliotek (til højre for hovedindgangen), gratis og uden tilmelding:
5.-7. oktober kl. 10.00-17.30: Undersøgelse af kroppen - En VR-oplevelse med ph.d. Efsevia Daskalaki
6. oktober kl. 13.00-15.00: Forskerne bag projektet
6. oktober kl. 15.30-17.30: 'Et brev til..' - Workshop med etnografisk digter Arendse Reeh
7. oktober kl. 15.30-17.00: 'Ingen kan finde mig her' - Oplæg ved lektor Bidisha Banerjee











