Alberte Winding
Sundby Bibliotek, København · 40 kr.
Alberte Winding er sanger og forfatter - og hendes sang "Lyse nætter" blev i 2026 kåret som danskernes yndlingssang. Den samme grundtone, der kendetegner musikken, præger også hendes forfatterskab.
Hun debuterede som voksenforfatter i 2008 med "Tisvilde Strand" og har siden udgivet "Kastevind", "Småt brændbart" og "Hvad jeg tænker mens du taler". I 2025 udkom "En sang man kan græde til" - en historie om Saskia, der rejser til New York for at optage et lydkunstprojekt, men måske mest for at glemme sig selv. Spørgsmålet er, hvordan man kommer videre, når fortiden følger tæt i hælene.
Til aftenen interviewer litteraturformidler Lea Fløe Christensen Alberte Winding om sårbarhed, moderrollen, det at føle sig fortabt - og om hendes forhold til at skrive og til ord.
Arrangementet foregår i Glassalen, Kvarterhuset og er arrangeret af AmarLitt, en gruppe frivillige der laver litteraturarrangementer på Amager med støtte fra Københavns Kommunes Biblioteker og Amager Øst Lokaludvalg.











