Er du kæreste med din mor eller far?
Huset No7 - lille sal, Herning · 199 kr.
Hvorfor falder vi for præcis den, vi gør? Og hvad har vores opvækst med mor og far egentlig at sige for det parforhold, vi skaber som voksne? Det er de spørgsmål, sexolog Emil Østergaard tager fat på i dette foredrag.
Aftenen begynder med fire begreber, som let flyder sammen i hverdagssproget: seksualitet, seksuel aktivitet, intimitet og erotik. Hvad er forskellen - og hvad sker der i et parforhold, når kærligheden er til stede, men erotikken er forsvundet? Eller når sexlivet fungerer, men intimiteten mangler? Derfra bevæger foredraget sig ind i feminin og maskulin essens: vi rummer begge dele, og balancen imellem dem påvirker, hvem vi tiltrækkes af, og hvordan vi er i relationer.
Til sidst samles trådene i "mor/far-aftrykket" - det mønster vi bærer med os fra barndommen, og som kan genfindes i vores kærlighedsliv. Er du mors dreng, fars pige, mors pige eller fars dreng? Og hvad betyder det for den partner, du vælger, og den rolle, du tager i et forhold?
Foredraget henvender sig til par, singler og venner, der vil forstå egne mønstre og relationer bedre. Der kræves ingen særlige forudsætninger - kun nysgerrighed på dig selv og det, du søger.











