Peter Ernstved: Er der håb for det danske forsvar?
Hovedbiblioteket, Aarhus · 200 kr.
I 35 år forsøgte politikere, embedsmænd og topofficerer at overbevise danskerne om, at truslen mod landet var forsvundet - og at forsvaret derfor roligt kunne skæres ned, så længe der var soldater nok til udlandsmissioner. Da krigen i Ukraine brød ud, stod det klart, at netop det forsvar, vi havde afviklet, var det, vi nu manglede. Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus og hans ambitioner om at afslutte krigen i Ukraine og overtage Grønland har siden efterladt ikke bare Danmark, men hele Europa uforberedt på den nye verdensorden.
Det er udgangspunktet for Peter Ernstved Rasmussens foredrag. Han er stifter af forsvarsmediet OLFI og vært på Frontlinjen på Radio IIII. I sin bog Forsvarsløs - når den største trussel kommer indefra (2024) undersøger han de beslutninger og det magtspil, der har svækket det danske forsvar indefra.
I foredraget sætter han forløbet ind i et internationalt perspektiv - fra krigen i Ukraine over Natos og Europas fremtid til stormagtsrivaliseringen mellem USA, Rusland og Kina.
Lokale: Store Sal











