Hvad er på

På fantasirejse i ny natur (ved Vilhelmsborg)

afholdt · 19. september 2026

Vilhelmsborg Letbanestation, Mårslet

På fantasirejse i ny natur (ved Vilhelmsborg) · Vilhelmsborg Letbanestation, Mårslet
Beskrivelsen er skrevet før begivenheden

Kom med i troldomsskole og lær at få øje på magien i naturen! Turen starter ved Vilhelmsborg letbanestation og følger en rute gennem bl.a. det nye naturområde "Giber Skov" med vandløb, sø, skov, åbent landskab og en krible-krableplads.

På første del af ruten bruger I sanserne til at finde ingredienser til jeres egne eliksirer - nogle giver mod eller styrke, andre kan forvandle dig til en skrubtudse, så vælg med omhu. Halvvejs ligger krible-krablepladsen, hvor der er pause og frikvarter med mulighed for at gå på opdagelse. Der medbringes frugt og kiks til alle; tag selv en drikkedunk og evt. kaffe med.

Efter pausen fortsætter turen til et område, hvor der er set magiske væsner. Her skal I bygge magiske portaler - måske dukker en alf, trold eller skovnisse op?

Ruten er et par kilometer på grussti, så klapvogn kan medbringes. Aktiviteterne er målrettet familier med børn i alderen 5-10 år, men alle aldre er velkomne - børn skal dog altid være i følge med en voksen. Husk tøj efter vejret og evt. et picnictæppe. Guiderne er Benjamin og Linda, der begge er under uddannelse til Tid til Tur-grunduddannelsen.