Cubas anstrengte forhold til USA
Sønderborg Folkeuniversitet sætter fokus på forholdet mellem Cuba og USA - et forhold præget af blokader, sabotageaktioner og invasionsforsøg siden den cubanske revolution i 1959. J.F. Kennedy lukkede hermetisk af for øen og gjorde det strafbart at besøge Cuba, og siden 1960'erne har USA iværksat både økonomisk blokade, terroraktioner og attentatforsøg mod politiske ledere med tusinder af ofre til følge.
Trump-administrationens trusler om invasion og nye sanktioner har ført til fattigdom og mangel på basale goder i et land, der netop havde som mål at udrydde fattigdom og ulighed. Hvad ligger bag, at USA den 29. januar 2026 erklærede Cuba for en "ekstraordinær og usædvanlig trussel"? Og hvordan er konflikten opstået og udviklet sig historisk?
Foredragsholder Henrik Thejl Hansen er uddannet folkeskolelærer og cand.mag. i spansk og samfundsfag. De seneste 26 år har han tilbragt seks til otte måneder om året på Cuba, hvor han arbejder som rejseleder og tolk.
Foredraget holdes i lokale U106 på Alsion.











