Stjernestunder: Dialog - Musik og Ballet i Bevægelse
Stjernestunder: Dialog med dans og musik finder sted søndag den 15. november 2026 fra kl. 16.00 til 17.30 på BRØK i København. Billetter koster 110–220 kr.
Til denne udgave af Stjernestunder mødes den kongelige solodanser Astrid Grarup Elbo og hendes søster, musiker og komponist Katrine Grarup Elbo, i en performance kurateret specielt til lejligheden. Her optræder dans og musik som ligeværdige udtryksformer, og publikum inviteres ind i mødet mellem de to søstres kunstneriske univers.
Astrid Grarup Elbo tager afsæt i sin kærlighed til ballettens verden, men udfordrer samtidig de kvinderoller og stereotyper, hun har mødt gennem et liv i faget. Hun undersøger ballettens ufortalte historier og spørger, hvad der sker, når ballerinaen forlader den fastlagte rolle og selv tager ordet. Astrid er solodanser ved Den Kongelige Ballet og fik i 2023 flere 5-stjernede anmeldelser for hovedrollen i I AM GOLD på Betty Nansen Teatret.
Katrine Grarup Elbo arbejder som violinist, komponist og performer i krydsfeltet mellem komposition, improvisation, performance og installation. Hun har i en årrække udforsket, hvordan musik kan opstå og bevæge sig i mødet med rum, krop og publikum, blandt andet som kunstnerisk drivkraft i La Mia Bella Sorella - det performative samarbejde med Astrid, der søger at ophæve skellet mellem dans og musik, så man kan se musikken og høre dansen.
Med brudstykker fra tidligere værker af La Mia Bella Sorella og OB(E)JECT skaber søstrene en ny performance, hvor komposition, improvisation, dans og lyd løbende påvirker hinanden. Det bliver en eftermiddag om roller og frihed, krop og lyd, tradition og fornyelse - og om hvad der kan ske, når to kunstnere bevæger sig ind i hinandens felt.











