Hvad er på

Suspended Forms & Spaces II

fre, 23. oktober 2026 · — søn, 15. november 23:59

Hovedbiblioteket, Aarhus · Gratis

Suspended Forms & Spaces II · Hovedbiblioteket, Aarhus
Gratis adgang

Victor Chakravarty: Suspended Forms & Spaces II finder sted fra 23. oktober til 15. november 2026 på Hovedbiblioteket i Aarhus. Der er gratis adgang.

Suspended Forms & Spaces II fortsætter kunstneren Victor Chakravartys undersøgelse af det danske brev og dets 400-årige historie, som han påbegyndte med Suspended Forms & Spaces I på Odense Hovedbibliotek. Udstillingen ser på brevet som et relationelt medium - en måde at være opmærksom på og forbundet med hinanden, som ofte nedprioriteres i digitale kommunikationssystemer. Samtidig undersøges postvæsnets struktur: som folkeejet infrastruktur var det unikt, og frem til det blev nedlagt, var det danskernes sidste mulighed for at fravælge de store techfirmaer, hvis data clouds og cloud storage Danmark i dag er afhængig af.

Udstillingen peger på det skifte i forholdet mellem kapital og produktion, der har stået på de seneste 25 år, og som i dag har en teknofeudal karakter. Chakravarty rejser spørgsmålet, om man i stedet for at afvikle postvæsnet og dets 400 år gamle infrastruktur kunne have spurgt borgerne, hvad de ønskede at gøre med denne fælles struktur. Afviklingen af den danske brevomdeling ses dermed som del af en bredere, global tilbagerulning af det fælles.

Udstillingen er bygget op i tre dele. Dead Letter Office er et skulpturelt værk, der genskaber elementer fra den afdeling af postvæsnet, som tog sig af uleverbare breve - breve uden afsender eller med mangelfuld modtageradresse, som en postmedarbejder med særlig tilladelse kunne åbne for at finde spor af, hvem brevet var tiltænkt.

Dertil kommer otte stedsspecifikke fotografiske værker, der forholder sig til omgivelserne på Dokk1 og tager udgangspunkt i kunstnerens eget arkiv på over 1000 breve, sendt mellem 2007 og 2025. Endelig præsenteres et lydværk, hvor to GPT'er trænet på breve fra Chakravartys arkiv korresponderer med hinanden. Værket forholder sig til, hvordan fremtidens kommunikations- og informationssystemer kan forme en ny brevkultur og et nyt postvæsen - og bruger samme teknologi, som er med til at erstatte brevet.

Udstillingen er støttet af Den Jyske Kunstfond, Kulturudviklingspuljen i Århus Kommune og Poul Johansen Fonden.

Om kunstneren:
Victor Chakravarty er dansk/svensk/indisk kunstner og bosat mellem Paris og New York. Han arbejder på tværs af film, video, fotografi, installation og skulptur, og er uddannet fra Université Paris 1 Panthéon-Sorbonne og Goldsmiths, University of London.

Hans seneste udstillinger omfatter The Man Without Qualities på Shoreditch Arts Club i London i 2024 og Suspended Forms & Spaces I på Odense Hovedbibliotek i 2026 - hvis anden og sidste del nu vises på Dokk1. The Man Without Qualities tog udgangspunkt i Robert Musils ufærdige roman af samme navn og blev opført som totalinstallation og performance. I 2026 er Chakravarty gæsteforsker på Columbia University i New York.

Lokale: Dokk1, Udsigten