Homers Odysseen
Holstebro Bibliotek, Holstebro · 50 kr., gratis for medlemmer og studerende
Odysseen er en historie, der aldrig mister sin aktualitet, og med Christopher Nolans stortanlagte filmatisering som årets store samtaleemne kommer den unge danske forsker Sophus Helle til Holstebro for at tale om, hvordan litteraturens ældste epos skildrer krig og de traumer, den efterlader. Foredraget bærer titlen Folkets smerte - den direkte oversættelse af den græske helt Akilleus' navn.
Iliaden og Odysseen er begge opstået omkring 700 f.v.t. med 20-30 års mellemrum. De to fortællinger bindes sammen af krigen om Troja: Iliaden slutter med dens fald, mens Odysseen følger Odysseus' hjemtur til Ithaka - og i mindst lige så høj grad undersøger, hvad krigen gør ved dem, der overlevede den. Som Sophus Helle selv formulerer det: "Iliaden forklarer, hvordan heltene når til et mentalt sted, hvor de kan slagte sig igennem uskyldige mennesker og udslette Troja, mens Odysseen udforsker, hvad den oplevelse gør ved sejrherrerne - og som vi kommer til at se, efterlader det dybe mærker i deres sind." Foredraget vil også berøre, at det græske heltebegreb er et andet end vores: heltene er tvetydige, tricky karakterer, og Odysseus er mønstereksemplet.
Sophus Helle er oversætter og kulturhistoriker med speciale i oldtidens digtning. Han har en ph.d. i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet og er tilknyttet Princeton University som postdoc. Han har bl.a. oversat det babylonske epos Gilgamesh samt poesi af Enheduana, den ældste forfatter vi kender til.
Arrangementet foregår i Bibliotekssalen og er et samarbejde mellem Holstebro Folkeuniversitet og Holstebro Bibliotek. Billetten koster 50 kr. Folkeuniversitetets storkunder og studerende kan hente gratis billetter via holstebrofolkeuniversitet.dk.











