Rumfartsshow – på eventyr uden for jorden
Rasmus Krath, der kalder sig eventyrer, har sat et show sammen om menneskets færden i rummet - og hvad den har betydet for livet på Jorden.
Tallene er svimmelstillende: Voyager 1, som NASA sendte afsted i 1977, befinder sig i dag 24,5 milliarder kilometer fra os og rejser med 61.000 km/t - og vi har stadig radiokontakt med den. Elon Musks SpaceX bygger raketter, der kan genbruges op til 25 gange, og i 2025 nåede menneskeheden op på 320 opsendelser - tæt på én hver eneste dag.
Astronaut Andreas Mogensen, som Krath har kendt i flere år, optræder i showet via NASA. I en videosamtale fortæller han om sin tid som kommandør på Den Internationale Rumstation og demonstrerer, hvordan vægtløshed føles, mens Jordkloden ligger under ham.
Hans pointe er enkel: vi har kun denne ene planet, og den er værd at passe på.











