Johanne Mygind: Giftig
Biblioteket i Hornslet, Hornslet · 90 kr.
Johanne Mygind tager udgangspunkt i sin egen families fortid i romanen "Giftig" (2025), og til dette foredrag sætter hun ord på, hvad det vil sige at grave i det, der helst skulle have været glemt - og finde vej ud på den anden side.
Bogens omdrejningspunkt er Nanna, som forsøger at kortlægge morfarens rolle i miljøkatastrofen ved Cheminova på Harboøre Tange nær Thyborøn i 1950'erne og 60'erne. Romanen kredser om et ægteskab, kemikaliefremkaldte sygdomme, en ødelæggende familietavshed og den vestjyske indadvendthed - men også om den gift, der kan ophobes i nære menneskelige relationer. Kristeligt Dagblads anmelder kaldte den "en helstøbt slægtsfortælling om giftige miljøer og giftig moral, skrevet med dokumentarisk præcision og personlig stemme".
"Giftig" er opfølgeren til Myginds debut "Kærlighedens år", der handlede om mødre og døtre, kvindeliv og kampen for kvindefrigørelse.
Johanne Mygind (f. 1976) voksede op i et kollektiv og beskriver sig selv som svoren feminist. Hun har en baggrund i statskundskab og antropologi og har arbejdet som journalist på DR, Information og Weekendavisen. Siden har hun skrevet romaner, produceret podcasts og undervist på Krogerup Højskole.











