Vin & Vinyl Special Edition: Lou Reed
Biblioteket Sønderborg, Sønderborg
Lou Reed døde for femten år siden, men hans plads i rockhistorien er ubestridt - fra grundlæggelsen af The Velvet Underground med John Cale midt i 1960'erne til en solokarriere efter bandets opløsning omkring 1970, der rummede både mesterværker og fejlskud.
Denne særudgave af Vin & Vinyl tager udgangspunkt i hele Reeds forfatterskab. Aftenen veksler mellem musik, koncertklip, interviews og oplæsning af sangtekster og digte.
Kulturformidler og bibliotekar Andrew Cranfield er vært. Han så Reed live første gang i Brixton Academy i december 1984 og har fulgt ham tæt siden: "Reed formår at være rå og lyrisk på én og samme tid. I hans musikalske univers finder man både avantgarde og tydelige rødder i den klassiske rock'n'roll fra 50'erne - eller som han selv synger: Deep down inside I got a rock'n'roll heart."
Afslutningen står Jens Ole Pihl for, der spiller Lou Reed-fortolkninger. Pihl har i over 30 år været aktiv i Sønderborgs rytmiske musikliv - med egne projekter og i bands som Loud Lovers og Pink Floyd Lovers - og hans repertoire strækker sig fra klassisk til progressiv rock.
Arrangementet finder sted i Salen, Nørre Havnegade 15, 6400 Sønderborg.











