Sandra - Gadens Stemmer

Dette er en veteranhistorie. Det er over 30 år siden, jeg blev udsendt, og først for 2 år siden er der blevet taget hånd om de traumer og den PTSD, jeg har levet med siden. I de mellemliggende årtier var mit liv et langsomt selvmord - en flugt fra mig selv, først gennem arbejde og siden alkohol.

Som 17-årig kom jeg i militæret og følte mig hjemme med det samme. Som 19-årig blev jeg udsendt til Balkan og konfronteret med en virkelighed, jeg ikke var forberedt på. Da jeg kom hjem, begyndte nedturen. En soldaterkammerat begik selvmord, og jeg stod tilbage med vrede og tomhed. Jeg flygtede til USA, fik børn og forsøgte at skabe et almindeligt liv - men det, jeg havde med mig, indhentede mig hele tiden. Angstanfald, rastløshed og til sidst alkohol som eneste ventil: først vin, så vodka. Jeg udviklede en funktionspromille, der holdt mig kørende, men trak mig længere og længere væk fra mig selv og mine nærmeste. Misbruget førte til hjemløshed, og i 2023 døde jeg i to minutter. Det var lavpunktet.

Vendepunktet kom, da jeg søgte hjælp hos veterancenteret - noget der var sværere for mig end at erkende selve misbruget. Jeg mødte mennesker, der forstod mig, og jeg fandt ud af, at jeg ikke var forkert, men ubehandlet traumatiseret. I dag lever jeg med min PTSD og de redskaber, jeg har fået til at håndtere den. Jeg kalder den min dæmon - før havde den overtaget, nu er den noget jeg lever med, ikke imod.

På turen kommer vi forbi Marmorkirken, Frihedsmuseet, Kastellet, de faldne soldaters monument og Amalienborg. Jeg fortæller, hvad de steder betyder og symboliserer for mig.