Mod til at være menneske
Mille Eigard Andersen holder foredrag om spiseforstyrrelser - men ikke på den måde, du måske forventer. Kostplaner, vejning og kontrol er ikke omdrejningspunktet; i stedet ser hun bag om diagnoserne og løfter samtalen til noget større: det samfund, vi har skabt, og hvad det kræver at turde være menneske.
Med udgangspunkt i sin egen historie med anoreksi gennem 16 år tager Mille udgangspunkt i den personlige rejse fra at vikle sig mere og mere ind - til at vende skuden og begynde at udvikle sig. Hun deler konkrete redskaber, du kan bruge i din egen proces, uanset hvad du har i bagagen.
Foredraget henvender sig ikke kun til dem med en spiseforstyrrelse eller deres pårørende, men også til dig, der på anden vis er faret vild, eller som er nysgerrig på forholdet mellem krop og psyke og på at finde balance i livet.











