Kvinde kend dig selv - Maria Langbak
Borbjerg Hvam Kultur og Fritidscenter, Holstebro · 210 kr.
Maria Langbak holder foredrag med udgangspunkt i sin bog "Kvinde kend dig selv" - en invitation til at forstå kroppen på en ny måde og til at udvikle et mere kærligt og nuanceret blik på hormonerne og de signaler, de sender. Målet er at sætte en ny fortælling i gang om kroppen og kønshormonerne: at hormonerne hele livet arbejder for os og med os, som kroppens egen termostat, der tidligt hvisker, når livet ikke leves i overensstemmelse med vores biologi.
Foredraget berører blandt andet menstruationscyklussen og menopausen, og hvordan hormonernes skift gennem livet kan forstås som en meningsfuld del af kvindernes natur. Det kredser særligt om tre temaer: at ære sin cykliske natur, nære sine basale behov og være den, man er.
Maria Langbak er speciallæge i almen medicin, heilpraktiker og akupunktør med en helhedsorienteret tilgang, der bygger bro mellem det konventionelle sundhedssystem og den holistiske tilgang. Læs mere om hende og hendes private praksis i Aarhus på naturlægen.com.
Foredraget henvender sig til dig, der ønsker en dybere forståelse af kroppen og et samarbejdende forhold til de hormoner, der følger os hele livet.











