ODENSE AGORA: SKAM
Teater Momentum, Odense · 0–50 kr.
Odense Agora: Skam - Jeg'ets kræftform og magtens forudsætning
"Hvad er frihedens segl? At man ikke længere skammer sig over sig selv." Sådan sagde Nietzsche - og mente dermed, at frihed i psykologisk forstand er frihed fra skam. Skammen er et fængsel: en psykopatologisk overlevelsesstrategi, hvor man gemmer sig, forsøger at fremstå som noget andet og til sidst mister sig selv, fordi man føler sig grundlæggende forkert, anderledes, ikke værd at elske.
Men skammen er også en social magtform. Den tilpasser den enkelte til normerne, belønner de "værdige" og skubber de "uværdige" ud i mørket. Som politisk redskab regulerer den menneskelig adfærd mere effektivt end næsten ethvert andet magtmiddel - og den er central for al psykisk patologi, fordi den undergraver vores forbindelse til andre og dermed vores grundlæggende tryghed.
I denne talk dykker Kristoffer Steensgaard ned i skammens greb om både psyken og de sociale relationer.
Odense Agora er et samarbejde mellem Dolphin Philosophy og Teater Momentum, der genopliver den græske agora-tradition med en række talks på teatret om emner, der vedrører vores fælles liv i dag.











