Forfatteraften med Charlotte Weitze
Svendborg Bibliotek, Svendborg · 50–75 kr.
Charlotte Weitze skriver i grænselandet mellem det magiske og det realistiske og undersøger forholdet mellem menneske og natur. Til denne forfatteraften fortæller hun om sit forfatterskab med særligt fokus på sin seneste roman, Ulvemælk.
Romanen følger to tidslinjer. I 2040 er Inga flyttet ind i sin mormors hus i Tværmose i et Jylland dækket af skov. Hendes kæreste overvåger områdets ulvebestand, og Inga var selv forfatter - indtil kunstig intelligens overtog fortællingerne. I 1872 vandrer folkemindesamleren Evald Tang Kristensen fra gård til gård i samme egn for at nedskrive eventyr og viser fra en svunden tid. Han besøger Ane Povlsdatter, som har mange ulvehistorier at fortælle - men én af dem når han aldrig at få slutningen på, før hun dør.
Ane boede i det hus, der nu er Ingas. Og ved fuldmåne lusker et dyr omkring og kradser på Ingas dør - et dyr som Evald både kender alt for godt og ikke rigtig vil kendes ved.











