Naturpleje i Kildeengen – et naturområde midt i Hjørring by
tor, 17. september 2026 · 14:00 — 17:00
Efterårsarbejdet i Kildeengen går ud på at fjerne planter, der skygger for mere attraktive arter. Enkelte pletter lades urørte, så dyr, fugle, sommerfugle og insekter bevarer deres levesteder, og arealer med spændende planter får lov at stå, så de kan blomstre frit til næste år. Der skal slås med le og rives sammen i dynger - kommunen sørger for bortkørsel.
Mød op ved Sct. Knuds Kilde. Der er leer til rådighed, men har du din egen le, rive eller greb, er du velkommen til at tage dem med. Medbring arbejdshandsker, praktisk tøj efter vejret og gummistøvler eller andre vandtætte sko.
Arrangementet er et samarbejde mellem Sct. Knudsby Borgerforening, Hjørring Kommune og DN Hjørring. Alle er velkomne.











