Klub Klassisk: Gustav Mahlers fjerde symfoni
1. Hovedbiblioteket, Randers · Gratis
Med de tre første symfonier havde Gustav Mahler (1860-1911) markeret sig som komponist af store orkesterværker med rod i tilværelsens tunge, eksistentielle spørgsmål. Den fjerde symfoni tog en helt anden kurs: her hentede han inspiration fra mellemeuropæiske eventyr, traditionelle folkeviser og den tidlige romantiks æstetik - en tilgang de fleste samtidige komponister havde forladt ved indgangen til det 20. århundrede.
Kritikere og publikum tog imod værket med udpræget skepsis; den tilsyneladende musikalske naivitet forvirrede mere end den begejstrede. Med tiden vendte billedet, og i dag regnes symfonien for et af Mahlers mest elskede. Det var netop dens melodiøsitet, der bidrog til den fornyede interesse for Mahler i årene efter anden verdenskrig.
Randers Biblioteks musikformidler Mik Stegger introducerer til Mahler og symfonien, og arrangementet er tilrettelagt så alle kan følge med - eneste forudsætning er nysgerrighed på klassisk musik. Der er kaffe på kanden. Arrangementet foregår i Kulturhusets Sal og er gratis, men kræver tilmelding via knappen på siden. Spørgsmål kan rettes til Mik.











