Hvad er

TO VILDE HESTE. Udstilling. Fernisering

lør, 26. september 2026 · 14:00 — 16:00

Kulturstedet Lindegaarden, Kgs. Lyngby · gratis adgang

TO VILDE HESTE. Udstilling. Fernisering — Kulturstedet Lindegaarden, Kgs. Lyngby
Gratis adgang

TO VILDE HESTE er en udstilling med malerier og musik af kunstnerparret Jonna Pedersen og Bjørn Eriksen - to stærke kunstneriske personligheder, der arbejder side om side uden at ligne hinanden.

Jonna Pedersen arbejder med hverdagens energi og kommunikationens kompleksitet, og hendes maleri trækker på det grafiske formsprog fra tidlig reklame, film og nyheder. Via emballager, danske madretter, kendte dragter og filmrekvisitter spejler hun vores tid og kalder både store og små fortællinger frem - lag for lag. Bjørn Eriksen retter sit maleriske blik mod mennesket, eksistensen og psyken gennem kraftfulde strøg, ekspressive farver og figurer, der bevæger sig mellem det figurative og det semiabstrakte. Arketyper, myter, storbytyper og drømmesymboler møder os med empati, satire og alvor.

Bjørn Eriksen er desuden komponist, og i forbindelse med udstillingen kan publikum lytte til hans 10. symfoni EVOLUTION, indspillet af FAME'S Symphony Orchestra i 2024. Udstillingen markerer samtidig hans 50-års jubilæum som kunstner.

Fernisering finder sted lørdag 26. september kl. 14-16. Kulturjournalist Inge Schjødt interviewer de to kunstnere om deres værker og praksis kl. 15. Udstillingen kan herefter ses onsdage kl. 13-16 på Kulturstedet Lindegaarden frem til 23. oktober 2026. Adgangen er gratis, og besøg uden for åbningstiderne kan aftales på tlf. 29 64 92 21.