Traveture og Tænkepauser – Om smalltalk
Borup Bibliotek, Borup · Gratis
Traveture og Tænkepauser er en vandretursserie, hvor bøger fra Aarhus Universitetsforlags serie Tænkepauser sætter temaet. Denne gang er det Smalltalk af kommunikationsforsker Birte Asmuss fra Aarhus Universitet.
Bogen kredser om de korte samtaler, der tilsyneladende er uden betydning - men som faktisk betyder en hel del. Vind og vejr baner vej for følelser og holdninger, løst og fast skaber forståelse og venskab. De små snakke giver lægen indblik i patientens trivsel, binder naboer sammen hen over hækken og letter det akavede kundemøde. Og sludrer vi med en fremmed, viser det sig, at vores lykke har det med at spire.
Turen er ca. 4 km og varer ca. 2 timer - ruten slutter ved biblioteket. Den gennemføres uanset vejret, så klæd dig på efter vejrudsigten.
Smalltalk kan lånes på biblioteket eller via e-reolen som e-bog eller lydbog.











