Krimilæsekreds – Opklaring gennem tiden
Magion Biblioteket, Grindsted · Gratis
Hvordan fælder man en morder, når fingeraftryk og DNA endnu ikke er opfundet? Det spørgsmål er omdrejningspunktet for denne læsekreds, hvor fire krimier følger politiets opklaringsmetoder gennem historien - fra vidneudsagn og benhårdt detektivarbejde til DNA-profiler og digitale spor.
Læsekredsen mødes fire gange i Oasen på Magion Biblioteket, alle tirsdage kl. 16.30-18.00: 8. september, 6. oktober, 3. november og 8. december. En bibliotekar fungerer som mødeleder ved hvert møde. Tilmelding gælder alle fire møder, og fristen er tirsdag d. 18. august - men kan du ikke deltage i et enkelt møde, er du stadig velkommen til at melde dig.
Deltagelse er gratis, og biblioteket sørger for bøgerne. Den første bog kan hentes fra fredag d. 14. august i den betjente åbningstid; de øvrige udleveres løbende efter hvert møde. Som deltager får du desuden en gratis billet til foredraget med Frederik Strand, museumsleder for Politimuseet i København, tirsdag d. 19. januar.











