Skumringstime
Glostrup Bibliotek, Glostrup · gratis
På mere end 2.000 biblioteker og samlingssteder i Norden og Baltikum mødes tilhørere kl. 19 i skumringstimen for at lytte til en nordisk fortælling læst højt.
Årets bog er den svenske roman De vil drukne i deres mødres tårer (2017) af Johannes Anyuru, oversat til dansk af Birgitte Steffen Nielsen (2018). Romanen er en fremtidsfortælling om, hvad der kan ske med et demokratisk samfund som Sverige, hvis de demokratiske værdier ikke forsvares. Under et foredrag med en kontroversiel karikaturtegner angribes en boghandel i en terroraktion, som en ung pige filmer og streamer. Hun indlægges siden på en retspsykiatrisk klinik, hvor hun opsøger en forfatter og deler sin historie - en beretning fra et fremtidigt, splittet Sverige. Romanen kredser om mistillid og udgrænsning, men også om håb, frihed og sprogets magt.
Efter højtlæsningen er der et glas vin og lidt snacks samt snak om teksten og det fælles nordiske. Arrangementet er gratis, og der kræves ingen tilmelding - mød blot op i Videnszonen på Glostrup Bibliotek. Arrangeret i samarbejde med Foreningen Norden.











