Final Descent Presents: NYX — Bones, Drones & Tones Workshop
Brønshøj Vandtårn, København · Gratis
Inden deres koncert på ALICE inviterer det London-baserede elektroniske dronekor NYX til en gratis, åben workshop i Brønshøj Vandtårn. Workshoppen foregår på engelsk og ledes af NYX' musikalske leder Sian O'Gorman og sanger Rhianna Compton.
Workshoppen bærer titlen Bones, Drones & Tones og tager udgangspunkt i NYX' kunstneriske praksis: kropslig stemmeudøvelse, fordybet lytning og kollektiv deltagelse. Deltagerne guides gennem enkle øvelser i vejrtrækning, lytning og fælles lyd - og vandtårnets naturlige efterklang på 15 sekunder bruges aktivt, så selv små lyde breder sig og fylder rummet. Workshoppen er åben for alle aldre, uanset om man er erfaren sanger eller aldrig har sunget før.
NYX arbejder i krydsfeltet mellem kormusik, elektronisk musik og performance og undersøger forbindelser mellem krop, arkitektur og natur gennem vokale klangflader og elektronik. Koret har samarbejdet med Gazelle Twin om albummet Deep England, bidraget til soundtracket til Diablo IV og gennemført projekter med bl.a. Victoria and Albert Museum, National Theatre Studio og Institute of Contemporary Arts (ICA).
NYX spiller på ALICE fredag den 11. september.











