Poetry in Paper - papirkunst i Gudenåhuset
Bjerringbro Bibliotek, Bjerringbro
Psaligraf Bit Vejle arbejder udelukkende med saks og papir - ingen blyant, ingen mulighed for at fortryde et klip. Hendes vandreudstilling "Poetry in Paper" fylder Gudenåhusets udstillingslokale på Bjerringbro Bibliotek i december, januar og februar med store, lette papirarbejder, der trækker på klassiske komponister og digtere som H.C. Andersen og Piet Hein. Udstillingen har tidligere været vist bl.a. i USA.
Vejle betragtes som en af verdens fremmeste inden for psaligrafi. Hun debuterede på Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum i 2008 og har siden udstillet på internationale museer og gallerier. Efter 30 år i Norge vendte hun i 2018 hjem til Nordjylland, hvor hun grundlagde Museum for Papirkunst i Hune. Her kan man også se den faste udstilling "Med saksen som pensel".
Motiverne i "Poetry in Paper" bevæger sig fra naturscener til mere alvorlige temaer. Adgang sker i bibliotekets betjente åbningstid: mandag-onsdag kl. 10-18, torsdag-fredag kl. 10-17 og lørdag kl. 10-13. Søndag er biblioteket lukket.











