Spindekursus i Nordborg
Kurset henvender sig til nybegyndere - både dem der er vant til at arbejde med garn, og dem der aldrig har rørt uld før. Du lærer at spinde uld til garn på spinderok eller håndten og får kendskab til hele vejen fra rå uld til færdigt garn.
Programmet dækker teori om forberedelse af uld, spindeteknik, tvinding og efterbehandling, men størstedelen af dagen er praktisk. Du går hjem med et lille fed selvspundet garn. Kaffe og te er inkluderet; frokost medbringes selv. Spindefibre til brug på kurset er inkluderet i prisen, og der vil være ekstra uld til salg, hvis du vil fortsætte hjemme.
Husk at medbringe din egen spinderok og/eller håndten - har du ikke en, kan du låne en efter aftale.
Kurset foregår på Nordborg Hørfabrik, en gammel fabriksbygning centralt i Nordborg, hvor der findes et alpakauldspinderi og en vævestue med gamle væve.











