Nordkystfortællerne: ”Fup eller fakta”
Helsinge Bibliotek, Helsinge · 25 kr.
Nogle gange er virkeligheden sværere at tro på end den rene fiktion - og omvendt kan opdigtede historier lyde påfaldende troværdige. Det er netop den forvirring, Nordkystfortællerne bygger dette arrangement op omkring.
De tre fortællere Lisbeth Lund, Karl Erik Frederiksen og Simon Simonsen fremfører hver to historier: én der er fuldstændig opfundet, og én der er sand. Publikum skal gætte, hvad der er fup og hvad der er fakta, og der uddeles små præmier til dem, der er bedst til at skelne de to fra hinanden.
Nordkystfortællerne begyndte at optræde sammen i 2002 og stiftede tre år senere foreningen og fortællergruppen af samme navn. Gruppen er i dag en af Skandinaviens ti ældste sammenslutninger for udøvere af den mundtlige fortælletradition og har medvirket ved arrangementer over hele landet samt flere steder i Sverige.
Biblioteket serverer kaffe/te og lidt sødt. Arrangementet finder sted torsdag 8. oktober kl. 16:30-18:30 på Helsinge Bibliotek.











