Nye stemmer #1: Mellem havfruer, dæmoner og forbudt begær
I Rasmus Daugbjergs roman Rasmus Nielsøn møder en ulykkeligt forelsket fæstebonde havfruen Ibrant, der bærer på en spådom om den kommende Christian den 4. I Feline Kambers debut Foder til høns udspiller et trekantsdrama sig i et øsamfund befolket af spøgelser, levende porcelænsfigurer og dæmoner - mens et bryllup rykker nærmere. Begge romaner lader folketro, begær og mørke kræfter bryde ind i tilværelsen og undersøger, hvor svært det kan være at sætte sig op imod den skæbne, andre har udstukket.
Rasmus Daugbjerg og Feline Kamber mødes til samtale om at skrive fortiden frem og give stemme til mennesker, der længes efter et andet liv. Moderator er litterær programleder Anette Øster.
Om forfatterne
Rasmus Daugbjerg debuterede i 2021 med Rygtet og har siden udgivet Trold (2022) og Rasmus Nielsøn (2026). Han blev nomineret til Montanas Litteraturpris i 2022 og til Blixen Prisen for årets roman i 2023 for Trold, samme år som han modtog Michael Strunge-prisen og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. I 2024 fik han Mare Kandre Prisen, overrakt ved Stockholms Internationale Poesifestival.
Anmelderne har skrevet om Rasmus Nielsøn: "Den foregår i 1500-tallet, men den føles utrolig aktuel ... Med sin fortælling fra fortidens Danmark rører Rasmus Daugbjerg ved vores samtid, ved menneskets angst, ved krig og forfængelighed, ved længsel og ensomhed ... en smuk, men langtfra let eller forløsende roman." (Politiken, fem hjerter, Benedicte Gui de Thura Huang) - "På den mest skrumlet bevægende måde lader Rasmus Daugbjerg verdens ensomste mand få besøg af en havfrue med en mission ... Så fint, poetisk optimeret sansende og dybt." (Weekendavisen, Lars Bukdahl) - "Noget af det mest rørende, jeg længe er blevet udsat for på skrift ... udfolder en særlings sorgfulde og ømme blik på verden med samme poetiske sans som Tarjei Vesaas' Fuglene." (Information, Lone Nikolajsen)
Feline Kamber har gået på Forfatterskolen og debuterede i år med Foder til høns. Kristeligt Dagblad gav fem stjerner: "Feline Kamber debuterer imponerende sikkert ... syret, gakket, urovækkende, lystfuldt overrumplende romankunst!" (Anne Skov Thomsen). Berlingske gav seks stjerner: "En debut med grum ynde og sjælden kraft ... Kamber skriver klamt, komisk, ømt og ondt på samme tid." (Christian Nørgaard Larsen)
Om arrangementsrækken Nye stemmer
Nye stemmer sætter fokus på debutanter og andre bemærkelsesværdige forfattere, der endnu ikke har fået det store gennembrud. De skriver prosa og lyrik om trolde, præster, huse, slægt, magiske verdener og virkelighed - forfatterskaber, der fortjener flere læsere.
Arrangementet finder sted på Scenen, musikken, Roskilde Bibliotek. Læs om adgangsforhold på Roskilde Biblioteks hjemmeside.











