Hvad er på

Søndag

afholdt · 9. oktober 2026

BIBLIOTEKET, København

Søndag · BIBLIOTEKET, København
Beskrivelsen er skrevet før begivenheden

Forestillingen "Søndag" er beregnet til børn mellem 4 og 8 år og bygger på en historie af Kim Fupz Aakeson. Den handler om Torsten, der forsøger at finde ud af, om der stadig er plads til ham i familiens hjerte, når der snart kommer en baby.

Torstens mor skal have en baby - og Torstens dårligste ven, Willy, mener at vide præcis hvorfor: fordi Torstens mor og far ikke synes, han er nuttet nok mere, og ikke elsker ham ligeså meget. I en hel lang uge prøver Torsten at finde svaret: skal han blive mere nuttet? Rydde op på sit værelse? Eller må han simpelthen forsøge at forstå, hvordan det egentlig hænger sammen - det der med kærlighed?

Dramatiseringen bringer historien til live med små og store dukker, lysprojektioner og fortælling i et billedrigt formsprog. Teateravisen har beskrevet forestillingen sådan: "'Søndag' er en varm og hjertelig forestilling, som på pædagogisk vis fortæller historien om den oplevelse, som mange førstefødte oplever, når de skal bevæge sig ind i deres nye liv som storebror eller storesøster. Med præcis fortælleteknik, koncis iscenesættelse og detaljerigt dukkearbejde bliver 'Søndag' ikke blot en relevant forestilling for børn i Torstens situation, men også en rørende forestilling for de følsomme voksne."