Hvad er på

Åben Morgensamling - Forbudte Bøger

afholdt · 6. oktober 2026

Johan Borups Højskole, København

Åben Morgensamling – Forbudte Bøger · Johan Borups Højskole, København
Beskrivelsen er skrevet før begivenheden

Åben Morgensamling på Johan Borups Højskole den 6. oktober 2026 kl. 9.00-10.00 som del af #forbudtebøgerugen - en dansk kampagne igangsat af Dansk PEN med fokus på ytringsfrihed og litterær modstand.

Forfatterne Uzma Akbari og Kristina Stoltz sætter fokus på bøger og tekster, der er eller har været udsat for censur og forbud. Kristina Stoltz, der også leder forfatterlinjen på Johan Borups Højskole, læser op af Margaret Atwoods 'Tjenerindens fortælling'. Uzma Akbari - dansk/afghansk forfatter og tidligere elev på skolen - introducerer den afghanske mundtlige digttradition landai: en kort, kondenseret poesiform, som i generationer er blevet båret og delt af kvinder i det skjulte. Med afsæt i landai fortæller hun om poesi som et sprog for erfaringer, der ikke kan eller må siges højt, og om hvordan digtformen fortsat bruges og genfortolkes under ekstremt begrænsede vilkår.

Morgensamlingen begynder med fællessang ledsaget af pianist Louise Schrøder ved flygelet. Cirka kl. 9.40 serveres croissanter og kaffe. Gratis entré - kræver kun tilmelding.

#forbudtebøgerugen knytter sig til den amerikanske Banned Books Week, der siden 1982 har markeret kampen mod bogforbud og censur. Siden 2021 er omkring 23.000 bøger fjernet fra amerikanske skoler - særligt titler om LGBTQ+-temaer og afroamerikansk historie - og presset på forfattere og bibliotekarer vokser globalt, også i Asien, Rusland, Mellemøsten og Europa.