Bag om Kulturen: Du er måske færdig med fortiden, men fortiden er ikke færdig med dig
I anledning af Bag om kulturen tager kunstner Lasse Krog Møller dig med bag kulisserne på Kunsthal Aarhus. Entré er fri, arrangementet er på dansk, og tilmelding sker via Billetto.
På aftenen kan du høre om de tidligste avantgardeudstillinger i 1920'erne, katte- og akvariefiskudstillinger i 30'erne og urealiserede projekter som en tilbygning i parkens træer og en ballonbro mellem ARoS og Kunsthallen. Der er også historier om dengang Dronning Margrethe udstillede, da hele bygningen blev malet rød, og da den fungerede som uniformslager for tyskerne under anden verdenskrig.
Baggrunden er, at Kunsthal Aarhus i efteråret 2026 graver dybt i sin egen fortid i samarbejde med arkivkunstner Lasse Krog Møller. Han arbejder på et større kunstværk, der skal udspille sig i mødelokale, mellemgange, toiletter og trapper i huset - og som offentliggøres i starten af 2027. Denne aften er en smagsprøve på de historier, der er under arbejde, præsenteret af Lasse Krog Møller selv.











