Hvad er på

Gå-hjem-møde: Er tidsånden konservativ?

ons, 28. oktober 2026 · 16:00 — 18:00

CEPOS, København · 0–50 kr.

Gå-hjem-møde: Er tidsånden konservativ? · CEPOS, København

Gå-hjem-møde om konservatisme finder sted onsdag den 28. oktober 2026 fra kl. 16.00 til 18.00 på CEPOS i København. Billetter koster 0–50 kr.

Konservative idéer har fået fornyet opmærksomhed de senere år, både i Danmark og internationalt. Tradition, nation, fællesskab, familie, autoritet og institutioner fylder mere i den offentlige debat, mens nye politiske bevægelser udfordrer de etablerede skel mellem liberale, konservative og nationalkonservative positioner. Men hvad betyder det egentlig at være konservativ? Er der et fælles idégrundlag, eller dækker begrebet over vidt forskellige politiske og filosofiske traditioner - og giver det overhovedet mening at tale om, at tidsånden er blevet mere konservativ?

Det er temaet, når CEPOS onsdag den 28. oktober kl. 16.00-18.00 holder et arrangement med to panelsamtaler. Den første samtale kredser om konservatismens væsen og idéhistorie: hvilke grundidéer der kendetegner traditionen, hvilket menneske- og samfundssyn den bygger på, og hvordan konservatismen historisk har forholdt sig til liberalisme, fremskridt, tradition og forandring. Her deltager Bent Meier Sørensen, professor og forfatter, og Nikolaj Bøgh, kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommune (K).

Anden del af arrangementet handler om konservatismens aktualitet og de brydninger, der præger den i dag. Hvilke konservative strømninger er på fremmarch, hvor går de vigtigste skillelinjer internt i konservatismen, og hvordan skal man forstå den fornyede interesse for konservative idéer i Danmark, Europa og USA? Her deltager Signe Wolff Ravneberg, projektkonsulent hos Tænketanken Prospekt, med flere.

Arrangementet undersøger konservatismen som både idéhistorisk tradition og aktuel politisk strømning - og stiller spørgsmålet: er tidsånden konservativ?