Step on Stage #7
Step On Stage (S.O.S) er tilbage med en aften i musikkens tegn, hvor Danmarks nye talenter skriver og spiller deres egen musik. Konceptet handler om at skabe et trygt rum, hvor artisterne kan stå på scenen, spille live og dele deres musik - kom forbi og støt de uafhængige kræfter, og måske finder du dit nye yndlingsband undervejs.
På programmet denne gang er Maya's Call, Ronja og Red Light District.
Maya's Call tager lytteren med gennem et farverigt og alternativt lydbillede, der spænder fra melodiske rock-numre og ballader til hårde punk-anthems. Lydmæssigt har bandet rødder i 90'ernes alternative rockscene, men eksperimenterer gerne og søger et mere progressivt udtryk. Efter fem år som band har de spillet på steder som Rust, Drop Inn, Pumpehuset og Kun For Forrykte Festival, og i 2025 udkom debutalbummet "Maya's Call". De arbejder nu på nyt materiale.
Ronja er et ungt band, hvor musikken er både personlig og fælles - vokalen deles mellem medlemmerne, og lyden er melodisk indierock med store akkorder og spinkle stemmer i stil med deres forbilleder fra 90'erne og 00'erne. Teksterne kredser om opvækst og en længsel efter et andet sted og en anden tid.
Red Light District spiller en shoegaze-agtig blanding af noise-pop og indierock, druknet i effekter og drømmende lydtekstur, med inspiration fra indiestørrelser som Beach House og MGMT. Bandet selv beskriver det som "plastic computer rock" - mere rock end rul, mere pop end noise. Teksterne handler om alt fra dagligdags grublerier og fremmedgørelse til den store kærlighed, og stiller spørgsmålet: hvad betyder noget, hvis verden gik under i morgen?
Arrangementet holdes på Underwerket.











