Til mødre med børn i skolevægring og mistrivsel
AYA House, Fredensborg · 200 kr.
Yoga og afspænding for mødre finder sted onsdag den 28. oktober 2026 fra kl. 17.00 til 20.00 på AYA House i Fredensborg. Billetter koster 200 kr.
Giv dit nervesystem en pause med forkælelse og nærvær ❤️
Når et barn mistrives, er man som mor ofte på konstant arbejde: man mærker efter, aflæser, regulerer og bekymrer sig. Man forsøger at støtte og rumme sit barn, samtidig med at resten af familien, arbejdet og hverdagen skal hænge sammen. Uanset hvor man er i sit forløb, kan det være enormt krævende at stå ved siden af et barn, der har det svært.
Derfor inviteres du til en aften, hvor du ikke skal fikse, løse eller tage dig af nogen - en aften, hvor du må komme præcis som du er, med eller uden overskud. Her skal du ikke præstere eller forklare noget, men bare tage imod. Intentionen er at give dig og dit nervesystem en reel pause.
Aftenen er skabt af Katrine Enemark i samarbejde med Hanne Bousager Larsen, der med ro og nærvær guider gennem et nænsomt rum med blandt andet aromaterapi, blid yoga og dyb afspænding. Kristian Thorsager bidrager med beroligende musik, så der skabes et rum, hvor man for en stund kan slippe ansvaret og lande i kroppen. De tre timer ændrer ikke på det, der er svært, men den, der bærer og støtter så meget, har også selv brug for støtte.
Aftenen afsluttes med en kop te og lidt at spise, og der er mulighed for at blive lidt længere og være sammen med andre, der måske kender noget af det samme. Man behøver ikke dele eller fortælle noget - man må også bare være.
Onsdag den 28. oktober kl. 17.00-20.00
📍 AYA House, Fredensborg
Pris: 200 kr.
Du er velkommen til at dele invitationen med en mor, der kunne have brug for sådan en aften. Bliver arrangementet udsolgt, kan du skrive dig på ventelisten, og er du interesseret i lignende arrangementer fremover, kan du også give besked om det.
Kærlig hilsen Katrine Enemark
Katrine Enemark er mor til tre børn på 8, 11 og 15 år. For snart seks år siden blev familiens hverdag vendt på hovedet, da et af hendes børn fra den ene dag til den anden udviklede massiv skolevægring. Dem, der selv har stået i det, ved, hvor meget det kan gribe ind i hele familiens liv: man er ikke længere bare mor, man skal finde vej gennem et komplekst system, samarbejde med skole og kommune og få arbejdsliv og økonomi til at hænge sammen - samtidig med at man er den trygge base derhjemme for både det barn, der mistrives, søskende og resten af familien.
Det er benhårdt og kan være både ensomt og opslidende. Katrine ved fra sit eget liv, hvad det kan koste - også på nervesystemet - og har derfor længe haft et ønske om at skabe noget, der ikke handler om endnu et møde eller endnu en handleplan, men bare om den enkelte mor. Hun drømmer om mere støtte til de familier og forældre, der står midt i mistrivsel og skolevægring. Denne aften løser ikke det komplekse, man står i, men kan måske give tre timers ro, omsorg og fællesskab - og gøre en lille forskel. ❤️











