AI og kunst - menneskelig skaberkraft i en teknologisk brydningstid
Kulturkasernen, Holbæk · 125–150 kr.
Corona jubilæum: AI og kunst finder sted fra 5. november til 19. november 2026 på Kulturkasernen i Holbæk. Billetter koster 125–150 kr.
Kunstnergruppen Corona fejrer i 2026 sit 50-års jubilæum med en efterårsudstilling på Kulturkasernen i Holbæk. Jubilæet bliver anledning til at se tilbage på kunstens udvikling gennem de seneste 50 år, men også til at undersøge de muligheder og udfordringer, kunstnere står over for i dag. Arbejdsformer, materialer og vilkår har forandret sig markant siden gruppens start, og særligt den hastige udvikling inden for kunstig intelligens rejser nye spørgsmål: Hvad betyder AI for kunsten og for kunstnerens rolle? Hvilke muligheder giver teknologien - og hvad er stadig kendetegnende for den menneskeskabte kunst?
Med projektet "AI og kunst - menneskelig skaberkraft i en teknologisk brydningstid" vil Kunstnergruppen Corona, i samarbejde med Holbæk Kunstforening ved Æglageret, skabe et lokalt forum for oplysning, refleksion, debat og praktisk kunstnerisk arbejde. Projektet rummer et offentligt foredrag og fem efterfølgende workshops.
Kunstig intelligens påvirker allerede mange fagområder og kreative processer. AI kan på kort tid generere billeder, tekster og visuelle udtryk ud fra enorme datamængder, og det skaber både fascination, nysgerrighed og usikkerhed blandt kunstnere, kunstinteresserede og borgere i almindelighed. Mange af dem, der skaber, formidler, køber eller oplever kunst, efterspørger en bedre forståelse af teknologiens betydning. Debatten handler ikke kun om, hvad AI teknisk kan producere, men også om mere grundlæggende spørgsmål om kreativitet, originalitet, kunstnerisk kvalitet og menneskelig erfaring.
Projektet skal gøre denne debat nærværende og tilgængelig for borgere i Holbæk og omegn. Gennem kombinationen af et fagligt, debatskabende foredrag og en række praktiske workshops kan deltagerne både forholde sig intellektuelt til emnet og selv opleve betydningen af håndens arbejde, materialernes egenskaber og den intuitive kunstneriske proces.











