Foredrag om Rolling Stones
Keith Richards' berømte ord lyder: "Der er solen, der er månen - og der er The Rolling Stones." 60 år efter debuten vendte bandet tilbage med albummet "Hackney Diamonds" i 2023, og den 10. juli følger "Foreign Tongues" efter.
Digteren Jan Thielke holder foredrag med udgangspunkt i sin bog "The Rolling Stones - et poetisk portræt af verdens største rockband", som udkom tidligere på året. Han gennemgår begge nye albums og bandets samlede katalog og tegner et personligt billede af gruppen - fra den lynhurtige opstigning til sex- og stofekscesser, interne konflikter, kaos og tragiske dødsfald. Undervejs ser han på, hvordan alt dette sætter sig spor i Mick Jaggers og Keith Richards' sange, og hvilken betydning "muserne" Marianne Faithfull og Anita Pallenberg havde for bandet.
Bogen fik 5 hjerter i Politiken og blev i bibliotekernes lektørudtalelse betegnet som "suveræn" og "eminent smittende" - med konklusionen: "Der er aldrig skrevet en så god bog om The Rolling Stones på dansk."
Jan Thielke (f. 1963) debuterede som digter med "Nat efter nat" i 1994 og har siden udgivet bl.a. "Ånden er over os" (2005), "Faderskabsdigte" (2008) og romanen "Espegare" (2014). Han har været kritiker på Weekendavisen, redaktør af Samlerens Bogklub og modtog Statens Kunstfonds tre-årige stipendium i 2011. Foredraget henvender sig til Stones-kendere såvel som til rockinteresserede i bredere forstand.
Bemærk at der kan forekomme fotografering til PR-brug. Greve Kommunes retningslinjer for offentliggørelse af billeder og film findes på greve.dk.











