Kōya // Mejeriet i Sønderborg
Aalborg-bandet Kōya har på kort tid sat sig på den danske metalscene med energiske liveshows og en kompromisløs attitude. De har allerede spillet på Mono Goes Metal, When Copenhell Freezes Over, Copenhell og Summer Breeze (DE).
Musikken bygger på moderne post-hardcore og sludgens tyngde, blandet med atmosfæriske elementer fra black metal og shoegaze - et lydbillede, der bevæger sig mellem det kontrollerede og det kaotiske, aggression og refleksion. Det kommende album Pendula (sensommer 2026) skærper udtrykket: højere tempo, mere fokuseret aggression og strammere sangskrivning, uden at give slip på den atmosfæriske dybde.
På scenen leveres den skandinaviske dysterhed med løftede knytnæver, fysisk konfrontation og ægte nordjysk charme. Foran en Kōya-scene er der intet sikkert sted.











