SISYFOS – ET RULLESPIL
Under H.C. Andersens Festival åbner Teater Momentum sine professionelle scener for det unge scenekunstneriske vækstlag. Fire nøje udvalgte grupper præsenterer forestillinger med stærke fortællinger, skabt af unge kunstnere med ambitioner om at udvikle sig inden for teater og dans. Initiativet, De Unge Mønsterbrydere, er en tradition, hvor festivalen og Momentum fungerer som udviklingsplatform for det unge talentmiljø.
Velkommen til Hades - stedet, ikke guden. I SISYFOS! ET RULLESPIL genfortæller manden selv den velkendte myte: en historie om magtbegær, mandemænd og mangel på selvindsigt. Sisyfos er berømt for at skubbe sin sten op ad bjerget igen og igen, men hans fortid er præget af egocentriske ugerninger, der er langt mindre kendt. Forestillingen trækker linjer til nutiden og den type mand, der har fundet sin platform i internettets ekkokamre - Sisyfos brøler sejrsikkert ud i æteren og gør den antikke underverden til sit eget medie. Men hvad gemmer sig bag råbene? Som forestillingen selv spørger: "Sy's I os' det er synd for Sisyfos?"
Iscenesættere: Emil Bau og Emil Tidemann. Medvirkende: Henrik H. Hedemark og Hiwa van Schayk. Lysdesign: Daniel Langgaard. Komponist/lyddesign: Nikolaj Frehr og Markus Holmgren. Kostumer: Anne Scharling Toft.











