Strikkeaften m. Vesterby Crea: Mønsterstrik, hjerneaktivitet og garn
Efter gentagne stress-sammenbrud fandt Thea Vesterby vejen tilbage via strikning - nærmere bestemt mønsterstrik, som gav hendes hjerne en kickstart. Hun beskriver selv, hvordan kombinationen af at læse og strikke mønstre skabte ny aktivitet og energi, og det er den erfaring hun deler i dette foredrag på BRØK.
Thea har altid haft en matematisk tilgang til tingene - fra kode og regneark til to-do-lister - men altid parret med et kreativt og visuelt element. Mange af hendes designs bygger på japanske strikkemønstre, hvor forskellige mønstre sættes sammen på nye måder, og hun arbejder desuden meget med farvestrik som en måde at aktivere både den matematiske og den kreative del af hjernen på.
Under foredraget viser Thea sine strikdesigns frem og giver input til, hvordan man kan kaste sig ud i nye elementer i sit strik. Det er tilladt at strikke undervejs. Inden foredraget kan der købes drikkevarer i caféen.
Thea kan også opleves på BRØKs garnfestival d. 26.9. med workshoppen "Krydsende masker" - læs mere på Brønshøj Garnfestival 2026 | BRØK.











