En lod af din jord - kormusik, fællessang og fortællinger om det danske landskab
Kammerkoret Nordglød og Classic Car House inviterer til en koncert om landbrug, landskab og forholdet mellem menneske og natur. Den danske sangskat er fuld af bondeliv og årstidernes rytme og har i generationer formet vores billede af, hvordan Danmark ser ud - men hvordan klinger de sange i dag, hvor landskabet er i forandring?
Programmet veksler mellem folkelige sange i velkendt tonesprog og moderne korværker. Vagn Holmboes og William Heinesens "Høbjergning ved havet" stiller mennesket lille i det store landskab, mens høstsalmen "Du gav mig, o Herre, en lod af din jord" kredser om taknemmelighed over den jord, vi har til låns. Koncerten indeholder desuden uropførelse af et nyt, gennemkomponeret arrangement af Jeppe Aakjærs "Stille hjerte, sol går ned", skrevet til Nordglød af den prisvindende komponist Gustav Ertbølle. Publikum synger med på et udvalg af fællessange fra Højskolesangbogen.
Historiker og museumsinspektør Peder Dam - formand for Landbohistorisk Selskab og leder af et forskningsprojekt om det danske landskab fra 1780 til 1914 - fortæller undervejs om landskabets udvikling og om, hvordan historiske kort og de gamle bønders brug af landet kan spille en rolle i den grønne trepart. Nordglød ledes af dirigent Karen Ertbølle Madsen, uddannet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Arrangementet er støttet af Oplysningsforbundernes Lokalforeningspulje, Dansk Oplysningsforbunds Grøn Hverdag og Lyngby-Taarbæk Kommunes Kulturstrategipulje. Bemærk: billetpris i døren er 70 kr.











