Caspar Eric: Crip - En handicappet verden
Hovedbiblioteket, Aarhus · 155 kr.
Caspar Eric præsenterer sin nye digtsamling Crip (2025), der handler om at leve med handicap. Samlingen er kulminationen på en del af et forfatterskab, der har kredset om dem, der lever i skyggen af velfærdsstaten - her i form af kolde facts og vrede politiske digte, som bl.a. spørger, hvorfor det er nemmere at tale om dødshjælp end livshjælp, når det gælder mennesker med handicap.
Caspar Eric lever selv med cerebral parese og deltager aktivt i den offentlige samtale om ableisme og mangfoldighed. Han debuterede i 2014 med poesiudgivelsen 7/11, der indbragte ham Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, og har siden udgivet Nike (2015), Avatar (2017), Alt hvad du ejer (2018), Jeg vil ikke tilbage (2020), Vi kan gøre meget (2021) og Nye balancer (2023). Han er cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet.
I forbindelse med foredraget er der bogsalg ved Kristian F. Møller. Arrangementet finder sted i Store Sal.











